OK15 og OK18

OK15

Jeg er meget optaget af, at vi skal have DLF samlet igen oven på OK15 – både lokalt og centralt. Det bliver et helt afgørende og vigtigt arbejde, hvis ikke KL denne gang skal vinde det, som de ikke vandt i 2013. Man kan ikke løse fremtidens udfordringer med fortidens løsninger alene, det er vigtigt at kunne sondre, hvilken virkelighed der er gældende lige nu, for at kunne udtænke nye handlemuligheder, der gør positiv forskel for lærernes mulighed for at kunne levere kvalificeret undervisning. Arbejdstid er og bliver vores hjertesag i DLF og skal være vores vigtigste prioritering.

Arbejdstid, arbejdstid, arbejdstid

Arbejdstiden for lærerne var OK15 rundens absolutte spændingsmoment. Som forudset insisterede KL på det allerede eksisterende, Lov 409. I LC stod det klart, at man på ingen måde ville ratificere Lov 409. Det blev som ventet en svær OK15 både forhandlingsmæssigt, på indholdsdelen og processuelt. Særligt mine bekymringer gennem vinteren 14/15 omkring kommunikationen til medlemmerne om mulige forhandlingsscenarier og – strategier holdt stik i forhold til perspektiver og sammenhæng for OK15.

Det var svært at få kommunikeret klart og tydeligt ud til medlemmerne, hvad der var i spil og hvad der realistisk set var opnåeligt. Hvor arbejdsgiverne har repræsentativt demokrati, så har lønmodtagerne deltagerdemokrati, der ved urafstemningen medførte en vigtig og sund diskussion af forliget og dets elementer. Det skabte en vigtig medlemsdebat, som nok viste, at vi er enige om målet med en arbejdstidsaftale, der sikrer forberedelsestiden, men vi ikke var enige om vejene hertil og ikke mindst en lige så afgørende debat om, hvordan medlemmerne oplever en udfordrende hverdag.

Aftalt position fremfor lovgivet position

Problemet er, at arbejdstiden fortsat reguleres ved lov 409, men resultatet med arbejdstidsbilaget er et udtryk for et nyt ståsted for at etablere samarbejde mellem lærere og forvaltning, som er mere positive signaler, end dem KL udsendte i 2013. Der er nu også en aftalt position i stedet for en lovgivet situation, hvilket er et skridt fremad. Dette stiller store krav til os tillidsvalgte i DLF om, at vi kan lykkes med forhandlinger lokalt, således at medlemmerne mærker konkrete forbedringer ift. arbejdstid og -vilkår. Jeg har stor tillid til at vi lokalt i DLF kan løfte denne opgave, spørgsmålet bliver hvorledes kommunerne og skoleledernes reelle intentioner om at ville samarbejde udmønter sig. Trods begge parter er forpligtet af det fælles aftalte, er der rum for fortolkning af arbejdstidsbilaget, som bliver afgørende for, hvilken betydning bilaget får for arbejdstiden ude på skolerne og i medlemmernes hverdag.

Et JA til OK15

Jeg er ikke ubetinget begejstret over resultatet, men jeg er heller ikke i tvivl: Jeg kan stemme ja, for jeg kan se mulighederne for mig med forliget, og hvordan det kan bruges af mange kredse ude i landet. Der er en vej at gå, som er i tråd med de indsatsområder, som vi arbejder med i DLF, der handler om at skabe konkrete forbedringer for lærerne. Vi har prøvet det før fx i 1999 og vi må gøre det igen, – arbejde fra kreds til kreds, hvor folk med det lokale kendskab gør det, der skal til for at forbedre arbejdsvilkårene for lærerne – måske langsommeligt, men opbyggeligt.

Efterrationale

Vi må konstatere, at der har været tale om atypiske forhandlinger ved en historisk svær overenskomst, men det lykkedes med et solidt forarbejde, at lægge presset og komme i reelle forhandlinger, hvor parterne mødtes og blev enige om et resultat. Vi fik ikke muligheden for at indgå en central aftale, selv om vi fremsatte et sådant krav.

I DLF og LC må vi konstatere, at der er en udfordring med det danske aftalesystem, som der skal arbejdes med og rettes op på fremover. Det bliver en opgave, der skal tages fat på sammen med Forhandlingsfællesskabet samt statens og regionernes organisationer, for efter deres oplevelser under OK15 forstår de bedre, hvad der skete for lærerne i OK13.

Arbejdsgiverne har på indholdssiden kun lige overholdt spillereglerne, det blev trods alt til et forlig, men deres forhandlingspraksis er på nogle områder ret kritisabel. I forhold til forhandlingsprocessen har de opført sig noget aparte i situationen med et uafklaret mandat i de afgørende forhandlinger til utidig indblanding fra finansminister, bestyrelse og formandskab.

Der er ingen tvivl om, at aftalesystemet på nogle områder skal genetableres. Dette skal gøres i fredstid frem til næste OK. I DLF-regi er vi også nødt til at evaluere på OK15 – både i indhold og proces. Det er desværre gået præcist, som jeg havde frygtet og forudset i forhold til medlemmernes forventninger og reaktioner, men også i den arbejdende proces fra kongressen og frem til januar, hvor tingene ændrede sig markant. Godt nok til gavn for forhandlingssituationen, men det var svært at melde tydeligt ud til medlemmerne, hvad der præcist foregik.

Som fagforening skal vi fortsat sikre medlemmernes løn og ansættelsesforhold samt forbedre arbejdsvilkårene. Vi skal fortsat være en stemme i samfundsdebatten og uddannelsestænkningen og have meninger herom, men lige nu skal vi skal først og fremmest koncentrere os om medlemmernes behov for at der sker fremskridt, som de kan mærke i deres hverdag – helst hurtigst muligt. Vi har fortsat en fælles holdning til og en fælles prioritering af, hvad der er vigtigt.

Aftaleretten skal vindes tilbage

Vi mistede aftaleretten for en tid i 2013. Nu skal den vindes tilbage, kredsene er i gang og flere vil komme tilbage til forhandlingsbordet og få indflydelse. Det her resultat er nøglen til disse forhandlinger. Som jeg ser resultatet giver det muligheder for at forbedre medlemmernes vilkår i forhold til den situation, som mange står i nu med en ensidig dikteret ledelsesret i Lov 409. Det ændrer sig ikke med et sving med tryllestaven, og der er ingen garantier for at det lykkes alle vegne.

Vi mistede noget vigtigt og afgørende i 2013. Det kan ikke gøres ugjort igen. Det vi tabte dengang har skabt forandringer, der vil mærke os mange år frem. Det er en erkendelse, der tager tid at kapere. Men vi har ikke mistet alt, selv om arbejdstiden er enorm vigtig for os og er vore hjertesag. Vi har stadig andre opnåede og forhandlede rettigheder, som kommer medlemmerne til gode i hverdagen.

Vi har prøvet nederlag før i DLF, hvor vi har måttet arbejde os frem. I situationen i ’99 måtte de lokale kredse i gang i hele foreningen ud fra en centralt aftalt strategi. Som forening har vi organiseret os lokalt i kommunerne, hvilket på mange måder er en stor styrke, fordi vi er tæt på medlemmerne, men det kan også være udfordrende i forhold til at sikre ens vilkår for alle. Det kender vi fra tidligere aftaler.

OK18

Vi ser i disse år en arbejdsgiveradfærd, der indbefatter en stadig større indblanding i de danske løn- og arbejdsvilkår. Kutymefridage, frokostpause, postuleret lønfest og ikke mindst indgrebet på lærerområdet i 2013 for at finansiere en skolereform.

De fleste tiltag fra arbejdsgiverne er under dække af effektiviseringer, underforstået en indbygget logik om at offentlige ansatte snildt kan løbe hurtigere og længere på literen. Hvor kommer denne nye arbejdsgiveradfærd fra, og hvorfor ses den over hele linjen?

Siden den danske regering i foråret 2011 tilsluttede sig konkurrenceevnepagten, en EU-pagt, har der været enighed om, at der skulle skæres ind til benet på offentlige ansattes løn- og arbejdsvilkår med forventning om store besparelser på statsbudgettet. Ifølge Finansministeriet havde pagten til formål “at styrke konkurrenceevnen, forbedre beskæftigelsen, styrke den finanspolitiske holdbarhed og landenes finansielle stabilitet”, men de statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere har tilsyneladende siden glemt, at der på Finansministeriets hjemmeside ligeledes stod: “Og der er enighed om fuld respekt for arbejdsmarkedets parters roller mht. løn- og arbejdsvilkår mv.”.

Det er præcis denne respekt, vi savner! Vi oplever, at de offentlige arbejdsgivere med alle midler forsøger at undslå sig den danske model og respekten for aftalesystemet.

Hvis man har respekt for parternes roller og formålet med aftalesystemet, hvilket har været praktiseret i cirka 120 år, bør man som part vise forhandlingsvilje og åbenhed over for parternes forskellige behov. Arbejdsgiverne vil gerne have fordelene ved flexicuritymodellen og fredspligten, mens de samtidig signalerer, at de ikke vil give noget i forhandlingsdelen.

Det er helt uhørt og har ført til, at hele forhandlingsfællesskabet på det kommunale og statslige område har besluttet at stå sammen, når hårdt sættes mod hårdt. Vi har fået nok af, at den kollektive aftaleret undermineres og forsøges kørt over. Arbejdsgiverne vil have alle fordelene ved den danske model, men kun hvis det ikke koster dem noget. Sådan fungerer aftalesystemet ikke.

Det lykkes ved OK18 at skabe reelle forhandlinger ved at stå sammen på tværs af hele forhandlingsfællesskabet. ‘Skulder ved skulder’ og ‘nok er nok’ skabte det massive pres, der medførte resultater for de fleste efter en lang periode i Forligsen. En genskabelse af fagbevægelsen og et sammenhold uden lige blev stærkere og stærkere gennem foråret 2018. Lige præcis på lærerområdet blev der tale om en alternativ løsning, da KL endnu en gang ikke var parate til at indgå en central arbejdstidsaftale. Det blev til en Lærerkommission og ‘Ny Start’, hvor parterne rakte hånden ud mod hinanden for at finde en ny vej at gå. Det skal vi nok få noget positivt ud af. Nu venter der en periodeforhandling i foråret 2020, hvor parterne har chancen for at nå hinanden.

Vi ønsker fortsat frie og fair forhandlinger, hvor ingen eller intet er udelukket på forhånd. Vi har brug for kollektive aftaler, der tager højde for arbejdets indhold på de enkelte områder, således at vi som offentlige ansatte kan lykkes med den opgave, vi er ansat til.