Derfor er kollektive aftaler altafgørende

Kollektive aftaler

Jeg vil ikke lægge skjul på mine bekymringer for udviklingen på underviserområdet, både i forhold til arbejdstid og til løn. EU-henstillinger og EU’s styring af den danske arbejdsmarkedspolitik har desværre et formål: en stadig større indblanding i danske løn- og arbejdsmarkedsforhold. En konkurrenceevnepagt er tilsyneladende en af de bagvedliggende faktorer til den ”nødvendige og ansvarlige” stramme økonomiske politik, der i disse år rammer hele det offentlige område. Den rammer både den centrale kollektive aftalemodel og hele lønpolitikken med ønsket om mere individuel løn, hvor offentlige ansattes skal måles og lønnes efter indsats og resultater.

Vi har set det på statens område med ønsket om en højere grad af individuel løn/resultatløn fra arbejdsgiverside. I starten af året varslede Bjarne Corydon samme ønsker på det kommunale område. Set i lyset heraf forstår man bedre reformens fokus på operative resultatmål og indgrebet i 2013.

Først ønsker man at individualisere arbejdstiden, nu arbejdes der med planer om at individualisere lønnen ved, at ledere fremover formodentlig skal belønne lærere for en særlig indsats eller opnåelse af gode resultater. Det farlige ved denne individualisering af både arbejdstid og løn er i særdeleshed, hvordan de kommer til at påvirke hinanden, – både når det gælder fællesskabet på arbejdspladsen og den kollektive aftaleret. Arbejdsgiverne skal ikke lykkes med denne udvikling, da det er ren gift for en arbejdsplads. Derfor skal der fortsat arbejdes for kollektive aftaler såvel som kollektiv løn, da jeg mener at vi som lærere arbejder sammen om en undervisning- og samfundsopgave, som bedst lykkes i fællesskab.

Det er ikke en opmuntrende udsigt, men ikke desto mindre må vi forholde os til de kommende udfordringer og hvordan vi ruster os bedst muligt til at tage disse kampe.