Supernovaeffekten – når arbejdspres slukker for ildsjælene

Jeg møder dagligt offentlige ansatte, der henvender sig, fordi arbejdspresset er eksplosivt stigende. På det lokale fagforeningskontor gør vi, hvad vi kan for at hjælpe medlemmerne, men løsningerne skal findes andet sted – nemlig ved problemets rod. 

Vi taler om offentlige ansatte, der brænder for deres vigtige job med mennesker. Ildsjæle, der er drevet af den betroede samfundsopgave. Ildsjæle, der elsker deres job og hvor drivkraften er deres professionelle pligtetik, en etik, hvor de er drevet af en iboende pligt til at løse alle arbejdsopgaver og krav – og helst lidt til.

De er i fare for at brænde ud. De minder mig om supernovaer, en voldsom eksplosion fra en døende stjerne. De har så at sige ikke længere mere brint til arbejdsprocesserne i deres daglige arbejde. De har ikke længere modstandskraften til at stå imod de urimelige krav, som de offentlige arbejdspladser drives på i dag. Effektiviseringer, dokumentationskrav, optimeringsprocesser, konceptledelse, ytringsindskrænkning og evig mangel på tid og ressourcer. De har brændt så længe og intenst for deres arbejde, de har givet alt for at leve op til arbejdspladsens krav, at energien nu er brugt op. Der er ganske enkelt ikke længere sammenhæng mellem arbejdsbetingelserne og medarbejderens ressourcer. Jeg kalder det i mit stille sind ”supernovaeffekten”, som når stjerner er ved at brænde ud.

Medarbejderen betaler prisen med fare for eget helbred og velbefindende. Ligeledes gør arbejdspladsen ved at dygtige og engagerede medarbejdere sygemeldes, afskediges eller siger op. Dermed ændrer arbejdsbetingelserne sig i endnu højere grad, da de tilbageværende skal løse endnu flere opgaver. En ond spiral, der koster – i  arbejdspres, helbred, lønindtægt, arbejdsmiljø, organisationsændringer, ekstraressourcer til nyansættelser osv.

Jeg er lærer og dermed omhandler mine personsager læreres vilkår. Men jeg kunne lige så vel have været sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog, politibetjent osv. og have siddet i den lokale fagforening for alle andre offentlige ansatte. Det skræmmende er, at billedet for faggrupperne på de offentlige arbejdspladser ser ud til at være ens.

Man bliver lærer for at lære nogen noget. For at gøre en forskel. For at skabe fællesskaber. For at danne mennesker. For at medvirke til at skabe gode borgere. For at uddanne til gode liv i fremtiden. For at skabe social ansvarlighed. For at mindske ulighed. For at få folk til at engagere sig. For at få nogen til at forstå.

Det er svært at omsætte disse formål, når både indhold- og rammebetingelser bliver iscenesat af ydre kontrol og styringskæder. Man begrænses af målstyring og optimeringsprocesser i så overdreven grad, at det umuliggør en fornuftig løsning af arbejdsopgaverne. I denne styring fratages medarbejderne alt for ofte indflydelse på eget arbejde og autonomien er i fare. Der omstruktureres og effektiviseres i så høj fart, at den organisatoriske kultur på arbejdspladserne er under enorm forandring. Professionalismen udfordres, men ingen giver sig tid at drøfte, hvordan opgaverne så tænkes løst eller hvor der kan prioriteres anderledes, fx ved bortfald af arbejdsopgaver. Når medarbejdernes pligtetik støder sammen med arbejdsgivernes nytteetik sker eksplosionen. De kan ikke forenes, hvis man ikke inddrager hinanden i dialogen på arbejdspladsen om, hvorfor vi gør, som vi gør – og drøftelsen af, hvordan det kan løses.

Jeg ser i mit daglige arbejde, hvordan ildsjæle slukkes og hvilke konsekvenser det har. På ydersiden er jeg fattet, men indersiden er jeg rystet, for jeg har en dyb bekymring for ”supernovaeffekten”. Når lærere der har elsket deres job i 10, 20 og 30 år ikke længere kan få hverdagen til at fungere pga. arbejdspres og styringskæder. Vi taler om lærere, der har tændt stjerner i øjnene på deres elever og kolleger i hele deres arbejdsliv. Lærere, der kan så meget mere, hvis de ikke blev begrænset af konstant mangel på tid og ressourcer.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi for tiden slukker ildsjælene én efter én? For så er jeg bange for, at vi lukker og slukker for både folkeskolen og mange andre velfærdsinstitutioner. Det er vores valg og vi har faktisk mulighed for at tænde for ildsjælene igen, men det kræver modet til politiske beslutninger og en stærk påvirkning af de kommunale budgetter.

En tanke på “Supernovaeffekten – når arbejdspres slukker for ildsjælene

  1. Kære Jeanette, her er mit bidrag til en alternativ udvikling for den offentlige sektor. Langt væk fra NPM og ydre motivationsstyring. Politikerne har i budget 2016 vedtaget at arbejde med Arbejdsfælleskab – tillidsdagsorden i praksis. I linket kan du læse mit debatoplæg: Fra Arbejdsplads til Arbejdsfælleskab. Et debatoplæg som også er blevet til to oplæg målrettet TRIO og arbejdspladser. Det har været meget efterspurgt siden jeg holdt oplæg for 180 TRIO på de Københavnske kommunal daginstitutioner i uge 45 https://www.lfs.dk/10668
    P.S du har mange spænde indspark 🙂
    Bedste hilsner
    Jan Hoby, næstformand i LFS (landsforeningen for Socialpædagoger) -Hovedstadens største pædagogiske fagforening

Læg et svar til Jan Hoby Annuller svar